Close

Overwatch

Anmeldelse af: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret d. 26/06/2016 @ GameReactor.dk

For den gang første fase af den lukkede beta gik i luften, gik jeg rundt og sagde, dels for sjov (men også kun dels), at Overwatch var 2015’s bedste spil. Spillet er min klare GOTY-kandidat for 2016, og jeg kan ikke se nogen titler i horisonten, der skulle kunne vælte det af pinden.

Inden vi dykker ned i hvorfor Overwatch efter min mening er så allerhelvedes godt, er det nok på sin plads med en kort gennemgang af hvad Overwatch i det hele taget er.

Som sagt er det et multiplayer-skydespil. To hold af seks spillere (aldrig færre, aldrig flere) kæmper over en eller anden form for mål. Afhængigt af banen kan det være en vogn med en bombe, der skal eskorteres et bestemt sted hen, eller et område på banen der skal erobres fra modstanderen. Spillerne vælger en figur fra et udvalg på 21 helte, der hver især har vidt forskellige evner, styrker og svagheder.

Reinhardt er for eksempel en stor tysker i panserrustning, der kan beskytte sine holdkammerater bag et energiskjold, og slå sine fjender i hovedet med en raketdrevet hammer. Tracer er en lille og hurtig spirrevip, der kan teleportere over korte afstande og skrue tiden tre sekunder tilbage, hvis hun kommer i problemer. McCree er en vaskeægte cowboy, der skyder sine fjender fra afstand med en nålepræcis seksløber, eller tømmer magasinet i deres fjæs på nært hold efter at have lammet dem med en flashbang. Og så videre, og så videre.

Man kan skifte figur lige så ofte man vil i løbet af en kamp, og der er ingen restriktioner af hvor mange af hver figur, der kan være på et hold. Der er heller ikke noget med at levelle sin figur op undervejs i kampen, så han eller hun bliver stærkere. Overwatch er ikke et MOBA som League of Legends eller Battleborn. Det er et rendyrket skydespil.

Udgivelsesår

2016

Blizzard Entertainment

9

GameReactor Score

Det er det store figurgalleri, der er Overwatchs genistreg. Spillet favner så bredt, at her burde være noget for enhver smag og spillestil. Quake-spillere af den gamle skole vil elske Pharah for hendes raketkaster og jetpack. Fans af mere jordbundne skydespil kan fornøje sig med Soldier: 76 og hans automatgevær. Hvis man sigter elendigt kan man vælge Reinhardt eller rumgorillaen Winston, hvis våben rammer alle fjender inden for rette afstand og synsfelt. Vil man hellere heale (og være hele holdets rygrad, der holder medspillerne i live) er her figurer som Mercy og Lucio, mens Torbjörn bygger autokanoner og Symmetra giver medspillerne skjolde og sætter små turrets op.

Ingen af figurerne er dårlige, de har alle deres nicher og situationer hvor de er stærke. Cyborg-ninjaen Genji er for eksempel perfekt til at flankere sløve modstandere og er pissesvær at ramme. Til gengæld bliver han tygget i stykker på få sekunder af Winston, hvis lyngevær rister Genji uden man behøver sigte. Winston er til gengæld solgt til stanglakrids hvis Reaper kommer tæt på med sine shotguns. Der så igen er elendige på lang afstand.

Med andre ord bliver spillet en slags Sten, Saks, Papir, Spock, Øgle hvor alle heltene er stærke i visse situationer og elendige i andre. Altså er vejen til sejr i høj grad brolagt med holdkombinationer, der passer til situationen, og viljen til at skifte figur når den aktuelle plan ikke virker.

Rent visuelt er figurdesignet også fantastisk. Blizzard har taget ved lære af både Team Fortress 2 og til dels World of Warcraft på det punkt. Hver af de 21 helte har deres helt eget udtryk, der dækker alt fra silhuet til kropsholdning og -form, så man aldrig er i tvivl om hvem der er hvem, selv når man bare glimter dem halvt gennem en døråbning. Og resten af spillet ser også forrygende ud. Selv hvis du banker alle grafikindstillingerne i bund ser spillet fantastisk ud, takket være en skøn, tegneserie-agtig art direction der blander fine detaljer med store flader.

Andre Populære Spil